Samarbejdsaftalen på Dansk

Samarbejdsaftale af 6. oktober 2009

mellem folketingsmedlemmerne:  Høgni Hoydal Juliane Henningsen

1) Med ønske om at styrke den færøske og grønlandske synlighed og indflydelse i Folketinget og med henblik på at repræsentere de respektive vælgerbefolkninger er søsterpartierne Tjóðveldi og Inuit Ataqatigiit enige om at opretholde en fælles nordatlantisk gruppe i det danske Folketing, med et tilhørende nordatlantisk sekretariat.

2) Den Nordatlantiske Gruppe er et teknisk samarbejde mellem de to partier, hvor parterne - i gensidig respekt for hinandens standpunkter – fastholder sin frie ret til selvstændig stillingtagen til arbejdet i Folketinget.

3) Den Nordatlantiske Gruppe har som fælles mål at arbejde for det færøske og grønlandske folks rettigheder ifølge folkeretten og for en fri, civiliseret og demokratisk beslutning om Færøernes og Grønlands selvstændighed. Derudover vil gruppen arbejde for at styrke det grønlandske og færøske folks deltagelse i det internationale samfund på ligeværdigt grundlag og for at styrke samarbejdet mellem Grønland, Færøerne og Danmark som selvstændige nationer.

4) Gruppen har som formål at oplyse om forholdet mellem Grønland, Færøerne og Danmark, samt at undersøge hvilke skridt der er nødvendige i en etablering af en færøsk og grønlandsk selvstændig stat.

5) Samarbejdets to parter disponerer selv over den mandatstøtte og den gruppestøtte, de modtager, og aflægger hver især regnskab i henhold til Folketingets regler for de tildelte midler.

6) Når gruppen afholder fælles arrangementer, stiller hvert medlem en lige stor del af deres sekretariats arbejdskraft til rådighed og betaler en lige stor del af omkostningerne.

7) Den Nordatlantiske Gruppes arbejde koordineres af et tilhørende nordatlantisk sekretariat, hvor medlemmerne ansætter hver deres rådgiver, men er fælles om de studenter som ansættes. Sekretariatet skal sikre den nødvendige praktiske støtte i forbindelse med virket som medlemmer af tinget, samt udføre Den Nordatlantiske Gruppes arbejdsprogram og fælles projekter.

8) Den Nordatlantiske Gruppe udpeger en koordinator, som vælges for ét år ad gangen og som er ansvarlig for de fælles aktiviteter, initiativer og udtalelser, som gruppen måtte ønske at foretage. Koordinatoren sørger for, at der regelmæssigt afholdes fælles møder i gruppen.

9) Aftalen vil være gældende for de to medlemmers stedfortrædere ved underskrivernes orlov fra Folketinget.

10) Aftalen kan af hver af parterne opsiges med to måneders varsel pr. den 1. i en given måned.

11) Aftalen ophører automatisk ved nyvalg til Folketinget.

Høgni Hoydal Juliane Henningsen