Tilmelding til Nyhedsbrev

Vil du have mere at vide om vores arbejde på Christiansborg?

Så tilmeld dig vores Nyhedsbrev
23. feb. 2010
Ordførerindlæg af Sofia Rossen (IA), 1. behandling af forslag til folketingsbeslutning om at udskyde beslutningen om køb af nye kampfly.
(Forslag stillet af Frank Aaen (EL), Sofia Rossen (IA) og Høgni Hoydal (TF) m.fl.)

Den Nordatlantiske Gruppe er medforslagsstillere til beslutningen om at udskyde købet af nye kampfly, da vi mener, at så stor og betydningsfuld investering i militært materiel bør koordineres bedre med målsætningerne for et fremtidig fælles nordisk / arktisk forsvars- og sikkerhedsberedskab.

Som vi kan se af den såkaldte Stoltenberg-rapport, så er der mere end nogensinde brug for, at vi i Norden og Arktis sammentænker og fremmer en fælles forsvars-, sikkerheds- og beredskabspolitik. Klimaforandringerne i Arktis betyder, at vi har en meget vigtig geopolitisk rolle at spille fremover. Det betyder også, at vi har et større ansvar fremover for den natur, de dyr og de mennesker, der færdes og lever i området. De smeltende ismasser viger pladsen for nye olieressourcer og nye skibsruter og vi får større og større udfordringer på miljø og klimafronten. Det vil alt sammen kræve en stærkere overvågning af havområderne omkring Grønland og Færøske og resten af Norden. Det vil kræve en mere koordineret nordisk søge- og redningstjeneste. Og det vil kræve et mere effektivt ulykkes- og katastrofeberedskab sat op i samarbejde med vores nordiske naboer.

Stoltenberg-rapporten lægger nogle rigtig fornuftige retningslinjer for, hvordan vi imødegår alt dette. En af retningslinjerne er, at de nordiske lande samarbejder om fælles anskaffelse og opgradering af militært materiel, herunder fly. Et sådant samarbejde vil både skabe koordination af indsatsen og give store økonomiske besparelser.

Og derfor vil jeg gerne have oplyst: Inden man har besluttet sig for disse milliardinvesteringerne i nye kampfly, har man så overvejet, hvad de nye kampfly kan bidrage med i et fælles nordisk-arktisk forsvars- og sikkerhedsperspektiv? Kan vi overhovedet bruge de nye kampfly til at løse opgaver indenfor overvågning, luftpatruljering, redning, civil sikkerhed og håndtering af forurening og katastrofer i havene omkring Norden og Arktis? Eller burde vi måske i stedet investere i en type fly, der kan dække sikkerhedsbehov, der rækker ud over de strengt militære? Det er alt sammen spørgsmål, som jeg ikke mener, vi har fået svar på endnu.

Vi skal alt i alt have meget mere fokus på det nordatlantiske og arktiske sikkerheds- og beredskabsbehov ved denne og kommende milliardinvesteringer i militært materiel som disse kampfly. De arktiske sikkerhedsudfordringer kræver helt særskilte overvejelser, som rækker længere og dybere end denne 1. behandling, og derfor vil jeg snarest muligt indkalde til en høring om emnet.

Tak.
Flere nyheder